Helligkorskirken i Rumia

Det romersk-katolske sogn i Rumia blev grundlagt af cisterciensermunke fra Oliwa omkring 1220, efter at de modtog denne landsby fra prins Subisław, søn af Sambor I. Tidligere tilhørte Rumia Reda sogn. I 1253 udstedte Wołomir, biskop af Włocławek, mens han var i Gdańsk, et dokument, der forbød sognepræsten i Rumia at varetage sjælesorg i landsbyerne i Oksywie sogn. Sognepræsterne i Rumia var skiftevis cisterciensermunke fra Oliwa og verdslige præster. Efter de svenske krige opstod der et behov for at forene Rumia og Reda sogne til ét (i 1683 og igen i 1730). På det tidspunkt fungerede kirken i Reda som en filialkirke til Helligkorskirken i Rumia. Først i 1887 blev sognet i Rumia igen selvstændigt. I 1897 anmodede sognerådet i Rumia biskoppen af Chełmno, Leon Render, om at inkludere Zagórze, Łężyce og Dębogórze i Rumia sogn, som dengang kun talte 821 troende. Dette skete den 1. januar 1901. Sognet i Rumia, sammen med Oksywie, Puck, Strzelno og Żarnowiec, betragtes som det ældste i denne del af Gdańsk Pommern.

Salesianerpræster har ansvaret for kirken. Kirken er en treskibet bygning med mange nyrenæssance-træk og en basilikal planløsning (sideskibene er lavere end hovedskibet). Facaden domineres af et bredt tårn dækket af et valmtag, som huser et moderne klokkespil, der spiller kirkelige sange. Indenfor suppleres de smukke polykrome malerier på vægge og lofter af to neobarokke altre og et barok sidealter, der er flyttet fra den gamle lille kirke.